Fra 1. september 2018 ændres strukturen for stregkoder til vægtvariable produkter såsom kød, ost, slik m.m. 

Det betyder, at software i vægte og kasseapparater skal opdateres. Har du FlexPOS kassesystem, kan din forhandler rette denne opsætning for dig. 

 

Nyhed fra GS1, Danmark

Nationale varenumre ændres fra 1. september 2018

Har du en forretning, som bruger intelligente stregkoder - altså stregkoder som indeholder prisen eller vægten på varen, så skal du være opmærksom på, at strukturen ændrer sig pr. 1/9-2018. 

”Hidtil har det været sådan, at når et stregkodenummer begyndte med 27, så betød det, at stregkoden indeholdt prisen på varen. Men fra 1. september 2018 tildeler vi 27-numre til vægtvariable stregkoder, hvor vægten er indkodet i stregkoden”, forklarer Jane Wulff, Head of Standards and Implementation i GS1 Denmark.

Baggrund for ændringen

”Vi kan se, at der er et fortsat behov for denne type stregkoder, og derfor er vi nødt til at udvide kapaciteten af numre ved at omdefinere betydningen af ”27”. For yderligere at sikre kapaciteten, ændrer vi samtidig praksis således, at vi fremover tildeler et nummer af gangen i stedet for som tidligere at tildele dem i bundter af 10 stk.”, uddyber Jane.

Konsekvenser for jeres virksomhed

I dag er softwaren i industrivægte, kasseterminaler og DataWarehouse-systemer sat op til at fortolke numre, der begynder med 27 som værende et varenummer med en pris. Dette skal ændres til vægt. Ellers kan det resultere i forkerte priser på kundens bon, kø ved kassen og rod i back office-systemer.

Hos fødevareproducenter kan varestamdata blive ukorrekte, og dermed kan fakturering blive forkert. 

Som nævnt tidligere kan opsætningen for FlexPOS kassesystemer ændres hos forhandleren. Bliver din forretning påvirket af denne ændring, kontakt da din forhandler, så opsætningen kan ændres. 

Læs den oprindelige artikel her